Hvordan ser indre balance ud?

I øjeblikket sidder jeg og finkæmmer internettet for billeder, der for mig symboliserer indre sundhed, indre fred, selvaccept og selvkærlighed. Billeder jeg skal bruge til mit kommende onlineforløb, blandt andet.

Til indre sundhed er det billeder af mad og slanke kroppe, til indre fred er det slanke kroppe i yogastillinger og budha lignende figurer. Meget fine billeder, men bare ikke lige dem jeg har lyst til at bruge i denne her sammenhæng.

Fordi for mig kan den indre ro findes andre steder end  i yoga. Fordybelse og stilhed symboliseres på anden vis end i budhalignende figurer. Ligesom at hvile i sin krop ikke afgøres af om  den er tyk eller tynd. Nødvendigvis.

Og det giver mig lyst til at dele lidt om min overvejelse om min brug af billeder. Noget der især optog mig da jeg skulle udgive min bog. Skulle der billeder med fra jeg var tyndest og tykkest? Overvejelsen landede på nej. For jeg ønskede ikke at skabe en “før og efter” agtig stemning omkring det.

For en spiseforstyrrelse, uanset hvordan den kommer til udtryk, handler om alt andet end mad og krop. Om alt andet end udseende. Den handler om at håndtere sine følelser på en anden måde end ved at bruge maden. Og det handler om at kunne være i sin krop. Acceptere den. Leve med den.

I arbejdet med mine klienter, lærer jeg dem vigtigheden af at leve indefra og ud. Som modsætning til det spiseforstyrrelsen lægger op til; udefra og ind.

 

At leve udefra og ind ser sådan her ud:

 

Hvad tænker ham der om mig? Ser jeg ikke for tyk ud? Jeg er ikke ligeså pæn som hende der ovre! Jeg kan ikke starte til dans før jeg har tabt mig! Jeg må heller gøre det de andre gør, så jeg kan passe ind! Så jeg ikke  skiller mig ud!

Alt sammen noget, der gør at du tager afstand fra din krop, at du ikke rigtig mærker den og derfor ikke lever i samråd med den. Du er ikke lydhør overfor din krop. Du er ikke ven med den.

Og hvor er du henne i det? Det er godt nok inde i dit hoved dialogen den foregår, så du er der jo. Men hvad med “hvad mærker jeg? hvad kan jeg lide? hvad har jeg lyst til?

Det er en by i Rusland, når mad, krop og mindreværd fylder det hele ik?

 

Modpolen – at leve indefra og ud – ser sådan her ud:

 

Jeg har lyst til at danse idag, så det gør jeg. Min mavefornemmelse fortæller mig at jeg skal gå den vej, så det gør jeg. Jeg ved jeg er god nok, også selvom jeg fik kvajet mig. Jeg værdsætter min krop. Jeg mærker min krop. Jeg ser måske ikke ud som pigerne i bladene, men jeg kan godt lide min krop alligevel. Hende jeg sidder ved siden er er måske tyndere end mig, og?

En helt anden måde at leve dit liv på ik? Indefra og ud. Her lytter du nemlig til din krop. Du er ven med den og kan navigere ud fra det, den fortæller dig. Du viser dig selv at du værdsætter dig selv. Du er solidt forankret i din kerne – i dig.

At leve indefra og ud, er altså at kunne mærke din krop og at leve i samråd med den. Det er at mærke hvad din krop fortæller dig. Det er     at mærke og respektere hvis den fortæller dig at noget skal laves om. Det kan være alt fra stillingen du står i, til at stoppe dine tanker der flyver afsted og skaber indre uro, med dertil hørende impuls til at proppe dig med mad.

Når du har fat i dig selv, indefra og ud, behøver du heller ikke binde hele dit værd op i det ydre; i størrelsen på din krop, din frisure, dit tøj, og hvorvidt du fik sagt det rigtige da du ville osv.

 

Og pyyyhhhaaaaa, kan det lige tage et pres fra dine skuldre!

 

Men for lige at vende tilbage til det med billederne; jeg er helt med på at det visuelle taler meget til os. Det gør det også til mig. Og jeg er med på, at vejer du alt, alt for meget pga. overspisning, og ønsker at tabe dig, så kan billeder være motiverende. Been there and I get that.

Men når det handler om andet end slankekure og derimod krop og sind i balance, så er kroppen (det ydre) kun en del af målestokken. Og uanset hvor du er i din proces med at finde dig til rette  i din krop, så er vejen at kunne leve i den og med den, at forholde dig til den indefra og ud! Uanset størrelse og form.

Og det er derfor jeg leder med lys og lygte, efter billeder som kan symbolisere selvkærlighed og det at hvile i sig selv, på anden vis end f.eks. slanke kroppe.

For er du usikker på dig selv og utilfreds med din krop, så ryger du automatisk over i at tolke at du skal se ud som hende på billedet, før du kan være glad og finde den indre ro, som du søger.

Og vupti, så er du ovre i billedet og altså væk fra dig selv igen. Du forholder dig til dig selv udefra og ind. Giver det mening? Det håber jeg!

Det med størrelsen på din krop, vil iøvrigt også nemmere kunne falde på plads, når først du er i din krop. For så kan selvkærligheden, omsorgen og selvværdet vokse og smitte af på hele din måde at behandle dig selv på. På din måde at spise på.

Mange har været nysgerrige på min kropslige rejse. På om det virkelig kan have været så slemt som jeg beskriver. De siger de slet ikke kan forestille sig at jeg har set anderledes ud.

Jeg har derfor besluttet at gå i gemmerne og dele et billede, fra den svære tid i mit liv. Fra dengang min krop var størst, fra der hvor jeg græd mig i søvn, fra der hvor mine øjne var slukkede og jeg langt fra levede mit liv fra kernen i mig.

Billedet vil jeg dele med dig der følger med på mit nyhedsbrev.

Og indtil jeg har fundet det frem, kan du finde inspiration til at leve dit liv indefra og ud. Det finder du, i den gratis miniguide du automatisk modtager som abbonent på mit nyhedsbrev.

 

Værd dig selv,

Kærligst Diane

 

Ps. 

Skriv dig op til mit nyhedsbrev og få mit gratis minikursus som hjælper dig igang med at kunne bruge din krop til at løsrive dig fra spiseforstyrrelsen. Tilmeld dig lige her:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Har du et mål?

Endnu en modig og skøn kvinde er ved at nå til vejs ende i sit behandlingsforløb hos mig. Derfor har vi netop gjort status over forløbet, set på hvad hun har fået ud af det og om hun har fået indfriet sine mål.

At sætte sig et mål er altid godt. For med et mål udstikkes en retning. 

I starten af et forløb beder jeg derfor altid min klient, beskrive de forhåbninger og mål hun har med behandlingen. For hende her, var det ønsket om at slutte fred med sin krop der havde bragt hende til mig. Det kan i sig selv være et meget vidt begreb, og kan betyde noget forskelligt fra person til person.

Derfor vil jeg altid hjælpe med at komprimere og finde frem til essensen.

 

Ved du hvad det er?

Det er der flere grunde til. Dels fordi jeg som behandler kan have en anden opfattelse af hvad det vil sige f.eks. at slutte fred med sin krop. Det ville nemt kunne føre til misforståelser og fejltolkninger i mellem os. Den anden og mindst lige så vigtige grund er, at min klient meget nemmere vil kunne gå efter målet, hvis hun helt konkret ved hvad det er. Ved hvad det vil betyde i praksis.

 

Kan du mærke det?

Det gælder os alle sammen. Også dig. For jo mere konkret du kan gøre dit mål og jo mere præcist du kan beskrive det, jo mere håndgribelig og virkeligt vil det føles. Og jo mere virkeligt det føles, jo bedre  vil du kunne mærke det, både følelsesmæssigt og fysisk. 

Jo bedre du kan sanse og fornemme det mål du arbejder for, jo hurtigere og nemmere vil du også komme gennem de udfordringer og udsving du møder på din vej. For at arbejde på at opnå en gennemgribende forandring er ikke en lige vej. Det er en vej der byder på gode og dårlige dage, op- og nedture, og øjeblikke hvor man bare har lyst til at smide håndklædet i ringen.

Og det er hér du vil have stor gavn af at have gjort dit mål så levende som muligt. For når først du har mærket, virkelig mærket det du drømmer om, stræber efter og arbejder for, så vil du til hver en tid, kunne lukke dine øjne og genskabe følelsen af hvad det vil betyde for dig at nå derhen.

Da jeg bad min klient uddybe hvad det ville betyde for hende at slutte fred med sin krop, sagde hun at hun ville blive mere fri til at leve livet.

De ord kiggede vi nærmede på og fandt frem til, at denne frihed helt konkret betød, at hun ikke ville holde sig selv så meget tilbage som hun gjorde nu, at hun ikke ville isolere sig og at hun ikke mere ville sammenligne sig selv med andre.

Så er der noget du kunne tænke dig at ændre? Noget du drømmer om? Måske der er en gammel måde at tænke og være på, som ikke længere tjener dig? Uanset hvad det er, så tag dig god tid til at formulere for dig selv, hvad det helt konkret vil betyde for dig at opnå den forandring.

Smag på ordene, føl dem og mærk dem. For på den måde aktiveres alle celler i din krop og støtter dig i din stræben efter målet!

 

Vær god ved dig selv,

Diane Jasmin

 

Ps. Min klient nåede sine mål og blev iøvrigt glædeligt overrasket undervejs. For hun opdagede der fulgte endnu flere fantastiske ting med, ved at slutte fred med sin krop og ikke længere måle sig selv og sit værd, i forhold til andre.

Står der forandring på programmet?

Mærker du en indre uro?

Kender du fornemmelsen af at der er noget du overhører? Som om en indre stemme prøver at fortælle dig noget, vise dig noget. En længsel som vokser sig større og større? Det er ikke engang sikkert du ved hvad det præcis er, denne hvisken prøver at fortælle dig,men du kan mærke den. For den sidder i din krop, som en indre, irreterrende uro. I et forsøg på at ignorere den og få den til at gå væk, prøver du måske at lave lidt ydre støj. Det kan være du spiser, ja måske ligefrem propper dig med mad. Måske du forstørrer ubetydelige “dramaer” eller vælger kampe som slet ikke er dine. Alt sammen i et kortvarigt forsøg på at undgå at handle, undgå at blive stille og lytte efter. Undgå at mærke indad og mærke efter.

 Kan du høre en stille hvisken?

Alt nyt er i sagens natur, noget du ikke kender. Endnu. Du ved ikke hvordan det vil være at have denne nye ting eller være i denne nye tilstand, som dit indre hvisker til dig at du skal åbne dig for. Og denne faktor i sig selv  gør, at forandringen – uanset om det er til noget bedre eller ej, skaber et øjebliks utryghed. Som jeg skriver i min bog,så er det en slags limboland, hvor en tilvænning skal ske. En periode hvor en del af dig skal erfare, at forandringen i sig selv er ganske ufarlig. Så når du overhører og overdøver den stille hvisken indeni, kan det altså være en måde at beskytte dig selv, mod at mærke den utryghed som følger med enhver forandring. Men selvom du ignorer det og ikke vil kigge på det, så forsvinder det som bekendt ikke. Istedet skrues der op for volumen, til du på et tidspunkt  ikke længere kan lade som om det ikke er der. Så det der startede som en indre uro, bliver måske til hovedpine, angst, smerter i nakken, spiseanfald eller noget helt femte. Det er noget der er værd at være opmærksom på, hvis du ønsker at slippe fri af  dårlige vaner og destruktive mønstre. Ønsket om ikke at mærke utrygheden ved det nye, that is. Det kan nemlig være  en stor medvirkende årsag til, at du aldrig helt finder balancen i dit forhold til mad. Men det er også sådan at stress og andre “moderne” tilstande opstår, fordi vi i bund og grund ikke lytter efter vores egen indre vejleder, vores mavefornemmelse  om du vil; Vi siger ja når vi mener nej og vi lader hovedet bestemme hvor meget vi bør kunne klare osv. Ofte oplever jeg mine klienter føle sig utrolig lettede, når de hører det. At der ikke som sådan er noget “galt”  med dem, men at de egentlig bare ikke tør mærke efter, fordi det jo forpligter, når først man har erkendt og fået øje på sjælens hvisken.

Lad uroen passere gennem din krop

Den indre uro mærker jeg altid når noget nyt står for døren, som i øjeblikket hvor min bog er ved at bliver oversat til engelsk. MAJOR THING, som uden tvivl sender bølgesus igennem min krop. Bølger af begejstring, forventning, glæde, bekymring, angst og tvivl. Jeg mærker uroen, hilser den velkommen og lader den stilne af i sit eget tempo. Uden at løbe fra den eller forsøge at skubbe den væk. Men sådan har det ikke altid været;  tidligere da jeg ikke havde redskaberne til at træde ud af de negative tanker og smertelige følelser uroen afstedkom, var jeg hele tiden ude af mig selv; mad, ikke mad, mad, ikke mad, mad, ikke mad. Og alt hvad jeg havde brug for, var at stoppe op, blive stille og invitere tilliden indenfor. Så mærker du en indre uro lige nu, fornemmer du en forandring er på trapperne og har du brug for at komme hjem i dig selv igen, så prøv følgende; Afsæt 5 minutter hvor du kan være uforstyrret. Sæt dig godt til rette og luk dine øjne. Mærk hele din understøttelsesflade; kontakten mellem din krop og stolen/puden du sidder på. Flyt nu din opmærksomhed til dit åndedræt, registrér hvordan det bevæger sig ind og ud af din krop. Mærk hvordan underlaget støtter og bærer din krop, som du sidder der og tillad dig selv at lade dig bære for en stund. Slut af med at tage 3 dybe indåndinger hvor du på udåndingerne lader din krop synke dybere ned i underlaget. Åbn dine øjne, mærk igen din understøttelsesflade og læg   så mærke til, om ikke der er kommet lidt mere ro indeni. Kærligst Diane Ps. tænk sig en pakke te kan indholde så meget visdom:-)

Din krop taler til dig

For nylig holdte jeg et foredrag i LMS (landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade). Med udgangspunkt i min bog “Lad kroppen vise vejen”, fortalte jeg hvorfor det er så vigtigt at kunne være i kroppen uden at selvhadet og væmmelsen vælter dig.

Foredraget var mit første, så min krop fortalte mig en hulens masse ting  i minutterne op til at jeg skulle på; sommerfuglene baskede vildt rundt, ikke bare i min mave, men helt ud i mine arme og mine ben. Jeg mærkede dem ved en kildende og luftig fornemmelse i min krop. En luftig fornemmelse, ja, men alligevel langt fra den, som jeg fik i min krop dengang jeg led af angst.

Der var en stor forskel. For den luftige fornemmelse dengang, var mere en død fornemmelse, som i stendød. Der skete absolut ingenting i min krop – jeg kunne ihvertfald ikke mærke det, fordi jeg havde “forladt” den. Uvirkelighedsfølelsen i  min krop, forstærkede igen min angst, og så kørte den ellers derudaf.

Nej den luftige følelse jeg mærkede op til foredraget, var fuld af liv og bevægelse.  Så selv om den mindede om fornemmelsen jeg fik i min krop tidligere hen, så var den langt fra den samme. Og hold op hvor er jeg lykkelig for at jeg kender forskel! At jeg nu kan se nuancerne i det min krop fortæller mig.

For det har været hele udgangspunktet for at kunne håndtere mine følelser, forstå dem og give udtryk for dem. Det har været udgangspunktet for at ændre min adfærd og slippe helt fri af mit forstyrrede forhold til mad og mit forkvaklede selvbillede. Men det har også været udgangspunktet for at følge min intuition og min indre vejleder.

Under foredraget uddybede jeg kroppens rolle når man ønsker at slippe fri af sin spiseforstyrrelse. Jeg forklarede, ligesom jeg gør det i min bog, hvordan man kan lære at skelne mellem sig selv og sin spiseforstyrrelse. Det er naturligvis en proces og ikke noget der er lært blot ved at læse “Lad kroppen vise vejen”. Nej, der skal handling bag. Du er nød til at gøre.

 

Lytter du?

For kroppen husker – den gemmer på alle de oplevelser du har haft på din vej, gode som dårlige, blide som voldsomme. Og når du gør noget med din krop, giver du den også mulighed for at omforme, forløse og give slip, på de hændelser og minder der ikke længere tjener dig, og som måske ligefrem holder dig fast.

Jeg vil slutte med et citat min bog:

” Din krop er meget andet og meget mere end et ydre objekt med den funktion at tage dig fra a til b, at blive kigget på, forherliget for sin skønhed eller kritiseret for mangel på samme. Din krop er din adgang til at udvikle dig, bevæge dig og til at opleve store sansemæssige højder. Til at mærke en velmenende berøring og føle kærlighed helt ind i hjertekulen.”

Din krop taler til dig – lyt efter, og du vil finde vejen!

 Kærligst Diane