At krop og sind hænger sammen, er efterhånden velkendt viden og der findes mange måder at arbejde med det på. Som uddannet psykomotorisk terapeut, er jeg skolet i en bestemt forståelse af kroppen, som for mig har gjort en verden til forskel. Og netop min tilgang til krop og sind, skal det handle om her.

Metoden jeg behandler ud fra, er meget konkret. Det giver i sig selv en solid modpol til det ellers “luftige” begreb. Og for mange, som har oplevet at de stadig sidder fast i bestemte tanke- og følelsesmønstre, ja så er disse kropsterapeutiske redskaber guld værd. Simpelthen fordi de lader dig gå grundigt til værks, så også stærke følelser og indgroede tanker og vaner, skridt for skridt,  kan håndteres og ændres.

 

Du er din krop

 

Det at være i en krop er naturligt og ikke noget vi som udgangspunkt tænker over eller stiller spørgsmålstegn ved. Kroppen er der bare og kroppen skal bare følge med. Alt hvad du har lyst til, alt hvad du byder den skal den kunne tage. Men sådan fungerer det ikke.

Din krop er dig og du er din krop. Det er igennem den, du oplever og er i verden. Uden din krop, ja, hvor var du så? Derfor er det også absolut nødvendigt at leve i overensstemmelse med den. Lytte til den. Tage den med på råd.

For når kroppens signaler ikke mærkes og når de overhøres fuldstændig, så “råber” den bare højere. Stress, hovedpine, diffuse symptomer, smerter, et hoved på kogepunktet og følelsen af at bevæge sig lige på kanten, er alle måder kroppen fortæller dig “STOP”. Lyt til mig!

Uanset om klienten jeg har i mine hænder kommer til mig med stress, angst, en spiseforstyrrelse, modløshed eller gamle chok der sidder i kroppen, så er der altid en fællesnævner vi arbejder med:

 

Forbind dig med din krop og lad den vise dig vejen til et liv i balance og indre ro.

 

Forstå dig selv ved at mærke og forstå din krop

Vi er ofte så fanget ind i vores tanker og følelser, at vi tror det kun er dem der er “problemet”. Og måden vi forsøger at ændre dem, er ofte ved at tale om det. Det har også sin plads. Men rigtig mange oplever at det ikke helt er nok. At noget mangler og at de stadig sidder fast i de gamle måder at tænke på, føle på og have det på. Også selvom de har forstået hvorfor de gør som de gør og selvom det gør ondt, at se det hele gentage sig. Gang på gang.

Du kan sidde fast af flere årsager. Det kan være at du slet ikke ved hvad du føler og at du slet ikke er bevidst om kontakten til din krop, på forskellige tidspunkter og i forskellige situationer. Eller det kan være du mangler noget “at sætte i stedet”. For når noget skal ændres og nye strategier udvikles, opstår der ofte et tomrum. Et tomrum som kan skabe indre uro og usikkerhed. For selvom du måske ønsker at slippe et mønster, så er det trods alt velkendt og trygt. Uanset hvad årsagen er for dig, så kan det hjælpe at skabe den rigtige kontakt til din krop og den rigtige forståelse af den!

Heller ikke det, kan du tænke eller tale dig til. Vejen er igennem din krop. Du skal bevæge og mærke den. Derudfra skal der reflekteres og handles. For uden handling, ingen forvandling vel?

Så hvis du også kender fornemmelsen af at gå i ring og hvis du ønsker at blive klogere på din krop, så er der al mulig god grund til at læse videre.

Krop og sind: The basics

 

Det at være i din krop er mere end øjet lige kan se. Det består af to dimensioner. En konkret og en følelsesmæssig dimension. Den konkrete er det du mærker og sanser. Den følelsesmæssige er følelsen eller tanken der opstår og tilkobles sansningen.

At kende disse to dimensioner kræver at du går på opdagelse i din krop. Forholder dig nysgerrig til hvordan de kommer til udtryk for dig. Hvad mærker du i din krop når du siger ja, hvor du egentlig mener nej? Hvordan er kontakten til din krop når du er utryg eller når angsten kører afsted? Bare for at give et par eksempler.

Indre kaos og følelsesmæssige problemer, forstærkes når de to dimensioner kommer ud af balance. Når den konkrete kontakt til kroppen mindskes, kan følelser og tanker få lov at fylde alt for meget og din modstandskraft og evne til at rumme og håndtere dem, mindskes.

 

Krop og sind: Lås op for kroppens potentiale

 

Så at kunne skelne mellem disse to dimensioner er altså et must. Det sætter dig ved roret indeni. Du vil kunne spørge dig selv “hvor er mit fokus?”. Hvor virkeligt er det egentlig det jeg tænker og føler lige nu? Hvem har taletiden inden i mig? Er det usikkerheden, selvhadet, mindreværdet og gamle tillærte vaner? Er jeg opslugt af tanker og følelser?

Finder du ud af at svaret er ja, gælder det om at flytte fokus til den konkrete dimension. Til din konkrete krop. Den som bare er. Selve sansningen, frasorteret følelser og tanker.

Det gør dig i stand til at handle. Små, men sikre skridt. Skridt som fører dig hen til en helt ny måde at håndtere det som ellers er svært. Det som skal til, for at en ny måde at have det på vil folde sig ud for dig!

Din krop er fantastisk! Lær at forstå din krop, og du har en ven og en vejviser for livet!

 

♥︎ Diane

 

 

Mere krop og sind?

Vil du låse op for din krops potentiale, forstå dig selv og håndtere dine følelser og tanker med udgangspunkt i din krop? Er dit svar ja, vil jeg elske at hjælpe dig!

For første gang i 4 år kører jeg igen mit dybdegående kropsterapeutiske gruppeforløb

“Kvinde mærk din krop”.

Forløbet strækker sig over 3 måneder og vi er en lukket gruppe på max 16-20 kvinder. Det finder sted i København. Tilmeldingen er begyndt og vi starter d.24.februar 2017. Læs mere >> her <<