Kropsidealer og det gængse fokus på udseende og præstation påvirker os. Om vi vil det eller ej. Det lagres i underbevidstheden, som subtile støjsendere der fortæller os hvordan vi bør se ud og hvad vi bør kunne. Det ydre bliver til en indre målestok – til indre krav om du vil.

Og lige for at slå fast, så er dette ikke en diskussion om modeindustrien og størrelsen på tidens modeller. Jeg har skrevet indlægget her for at få dig til at overveje om ikke du er bedre tjent med at droppe tidens kropsidealer og istedet skabe dit eget.

Et typisk træk som spiseforstyrret er at sammenligne sig med andre. Er hun pænere end mig? Er hun tyndere end mig? Og sammenligningen er noget spiseforstyrrelsen lever godt af. Den elsker det. For det fodrer din indre usikkerhed og får følelsen af utilstrækkelighed til at vokse.

At kæmpe imod din krop gør ondt. At skælde den ud og foragte den, gør ondt. Jeg har set flere gang nu, at mine klienter som har haft en længerevarende spiseforstyrrelse, rammes af en sorg når de igen kan være i kroppen uden at selvhadet og væmmelsen tager styringen. For pludselig kan de se illusionen de har levet efter. Nemlig den at deres krop skulle straffes eller være på en anden måde før den kunne favnes og elskes. Og ja, det gør ondt når erkendelsen rammer. Det gør ondt at mærke hvordan kroppen er blevet foragtet og skældt ud. Når den ingenting har gjort. Det gør ondt og er samtidig en befrielse at nå til den indsigt at kroppen har og altid har været, god nok. Så jo hurtigere du kan finde frem til det sted i dig selv, jo bedre!

Hvis jeg vidste dengang, hvad jeg ved nu!

Nu og da hører jeg om kvinder der, når de når en hvis alder, siger at nu hviler de i sig selv. At aldrig har de haft det bedre i deres krop. At nu matcher deres krop deres alder. Som om tidens kropsidealer ikke længere påvirker dem. Det kunne næsten lyde som om det er noget der kommer helt af sig selv efterhånden som man bliver ældre. At andres kropsidealer ikke længere er målestokken for hvordan man har det i sin krop. Måske det er tilfældet for nogle. Men ikke for alle er jeg sikker på.

Kierkegaard havde ret i at livet leves forlæns og forståes baglæns. Men tænk sig hvis du kunne ændre lidt på det. Tænk sig hvis du kunne lære at elske dig selv allerede nu og ikke først i en fjern fremtid. Tænk sig hvis du ville forstå dybt i dit indre allerede nu, at du ikke skal være end anden end dig! Hvis bare jeg kunne få den indsigt allerede nu…jamen det kan du. Aller først må du droppe tanken om at der er en rigtig måde at se ud på. En rigtig måde at være på. En rigtig måde at gøre tingene på.

 

Stop sammenligningen med de ydre kropsidealer!

 

For når du sammenligner dig, forlader du dig selv. Måske det lyder noget voldsomt eller overdrevent for dig. Men se det sådan her:

Når du sammenligner dig med andre, rettes dit fokus og din energi væk fra dig selv og ud mod dem omkring dig. Du bliver alt for optaget af hvordan de andre ser ud. Om de synes du er pæn nok, dygtig nok og om du mon udtrykker dig på den “rigtige” måde. Eller om din mave ikke liiige er lidt større end hende ved siden af dig ( Og jo, det er den måske. And so what?). Eller den helt klassiske, jeg kommer jo aldrig til at kunne det hun kan eller se ud som hende.

And there you have it:

Du skal ikke passe ind!

Du skal ikke presse andres kropsidealer ned over dig selv.

For du skal jo ikke se ud som en anden. Eller være som en anden. Din fornemmeste opgave er at være dig. At gå på opdagelse indeni. At finde ud af hvem du er, hvad du vil og ikke vil. Hvad du kan lide og ikke lide. Din fornemmeste opgave er at passe og pleje din krop og fremhæve de ting du er allermest stolt af ved din krop.

Du kan tilpasse dig, spejle dig og prøve at passe ind så længe og så meget at du helt mister dig selv. kontakten til din krop. Kontakten til din kerne og til din essens, om du vil.

Så gør det modsatte. Lær at leve indefra. Fold dig selv ud. Stå ved dig selv. Ikke sammenligne dig og prøve at proppe dig selv ned i  kasser du fra starten ikke var skabt til at passe ind i.

 

Vær(d) dig selv!

Diane

 

Kom gratis igang idag med at kunne være i din krop trods spiseforstyrrelsen. Kom igang her