Afspænding og kropsterapi kan noget som samtale alene, ikke kan. For ser du, kroppen husker og kroppen forløser. I bearbejdelsen af følelsesmæssig smerte indgår samtale, refleksion og erkendelse. Men at inddrage din krop er mindst lige så vigtig i den proces.

Hvad kan afspænding og kropsterapi så gøre for dig?

Det vil være forskelligt hvad afspænding og kropsterapi kan gøre for dig. Det afhænger bl.a. af hvad din situation og udfordring er. Men det afhænger også af om du tror på mere mellem himmel og jord end det, det blotte øje kan se. Vælger du afspænding og kropsterapi med mig som din behandler, vil du mødes med respekten for din måde at være i verden på.

Det betyder at for nogle er behandlingen udelukkende meget konkret og kun fokuseret på de rent fysiologiske, anatomiske og psykologiske processer og udfordringer.

For andre vil det følelsesmæssige og de billeder, symboler og erindringer der kan opstå under behandlingen, også inddrages og foldes ud.

Intet er mere rigtigt end andet. Det vigtige er at du mødes lige der hvor du er. Og præcis det, ser jeg som min fornemmeste opgave men også en evne jeg har.

 

Diane, hvad har du oplevet i dit liv som gør, at du kan det du kan?

Det spørgsmål fik jeg for nylig af en af mine klienter. Hans krop bar på minderne efter et voldeligt og livsfarligt overfald, med panikangst og hyperventilation som resultat. Igennem forløbet hos mig, blev åndedrættet igen beroliget og frit. Musklernes hårdhed slap og den angstdæmpende medicin blev overflødig. Den indre ro og glæde begyndte at spire. Uden at folde for meget af min historie ud, blev han bekræftet i, at jeg ikke kun er behandler men også et menneske der har gået i “livets skole”.

 

Afspænding og kropsterapi

 

Ligesom han oplevede det i mødet med mig, er det også min erfaring, at en behandler som har bearbejdet sin egen historie, får adgang til at heale og arbejde med sine klienter på et meget dybere og mere forløsende niveau.

I mit møde med mine klienter har jeg gennem årene forsøgt at sætte ord på, præcis hvad det er jeg gør. Og alt det jeg som psykomotorisk terapeut er uddannet til, kan jeg sætte ord på og forklare. Men så var der lige den anden del, som efterlod mig uden ord.

Blot kunne jeg og kan stadig, konstatere og høre fra mine klienter, at de får det bedre og nogen finder endda den hjælp de altid har manglet. Fem år senere og med mine mange klienters tilbagemeldinger, er det nu blevet synligt for mig hvad det er jeg “gør” under behandlingen. Og kort fortalt, strækker behandlingen hos mig sig til at dække både:

  • Din krop (dens basale behov og hvordan du ved at tage vare på den, understøtter din healingsproces bedst muligt).
  • Din psyke (nødvendigheden af at føle og anerkende gamle følelser. Bære dem frem i lyset, lade dem komme til udtryk så de kan slippe dit system)
  • Din sjæl/din essens (Hvad mærker du af dybere ønsker og længsler? Hvad vil til udtryk igennem dig? Hvordan bringer du din sjæl/din essens ind i en jordnær hverdag)

De 3 planer fylder forskelligt fra person til person, alt sammen tilpasses dig og der hvor du er. Og alt sammen, på en meget jordnær måde.

Afspænding og kropsterapi ..hokus pokus eller?

Mange tror af afspænding og kropsterapi er helt vildt alternativt og derfor meget flyvsk. Men det er egentlig ikke så flyvsk endda. For meget kan forklares. Ikke det hele, men en del. Egentlig tror jeg at når vi allermest forundres over den store effekt det kan have på på vores indre, så er det et udtryk for hvor langt væk fra kroppen, vi er kommet.

Afspænding og kropsterapi forløser og giver nye handlemuligheder

Kroppen bærer dit levede liv. I alt fra spændingstilstanden i dine muskler, i din kropsholdning, i måden du trækker dit vejr og i dit nervesystem. Den bærer de ord og de berøringer du er blevet mødt med. Alt sammen kan ændres så du bliver frue eller herre i eget hus. Gammel smerte behøver ikke styre dig fremadrettet. Med bevidsthedens lys og kontakten til din krop, kan du tage styringen så du ved hvornår og hvad du reagerer og handler ud fra.