Elsk dig selv trods spiseforstyrrelsen lyder måske som det rene utopi. Som noget der ligger langt udenfor din rækkevidde. Samtidig er det garanteret noget du længtes efter ikk? I så fald er du ikke alene om at have det sådan! Det er nemlig et af de helt store paradokser, os der har eller har haft en spiseforstyrrelse, kender til. På den ene side at kæmpe imod kroppen og på den anden side at længtes inderligt efter at kunne hvile i den.
På min vej ud af spiseforstyrrelsen fik jeg åbnet mine øjne for nødvendigheden af en mere kærlig tilgang til mig selv. Men på en eller anden måde blev ordene elsk dig selv, til endnu et pres jeg lagde på mig selv. For uanset hvor meget jeg prøvede, uanset hvor meget jeg sagde til mig selv “jeg elsker mig selv, jeg elsker mig selv”, så udeblev følelsen fuldstændig. Det frustrerede mig og forstærkede kun mit mindreværd og min tvivl på mig selv.
Så det her med at kunne elske mig selv har jeg funderet meget over. Med tiden fandt jeg en mere konkret måde at gå til det på. Det har jeg beskrevet i min bog “Lad kroppen vise vejen”. Her skriver jeg bl.a:
“Jeg fandt ud af, at det for mig ikke var en mental beslutning, jeg kunne tage om pludselig at føle noget så fuldstændig modsat af, hvad jeg havde gjort så længe. Istedet begyndte jeg at betragte det at elske sig selv fra en anden, mere lavpraktisk vinkel. Jeg fik gjort det til noget, jeg kunne gøre istedet for at skulle tænke mig til det. Jeg kunne gøre noget for at vise mig selv at jeg elskede mig selv, og derudfra kunne følelsen derfor spire og vokse inde i mig.”
I bogen skriver jeg yderligere om elsk dig selv:
“At elske sig selv er at vælge sig selv. At du vælger dig selv betyder blandt andet at du møder dig selv, der hvor du er LIGE NU. At du udviser omsorg overfor dig selv, og stopper med at skælde dig selv ud. At du vælger dig selv betyder også, at du begynder at lytte indad og respekterer det du opdager om dig selv. Er du træt, tag et hvil. Når du mener noget andet end dine venner, sig det højt. Når du “kun” har energi til at gå og ikke til at løbe, som dit hoved ellers havde besluttet sig for, så lyt til din krop og gå istedet. Selvomsorg betyder også at du plejer din krop så godt du kan lige nu…..
Ved at du på den måde udviser kærlighed og omsorg overfor dig selv, signalerer du til dig selv, at du er værd at elske. Du signalerer til dig selv, at du lytter og respekterer dig selv. I takt med at du giver dig selv din opmærksomhed og din tid, vil følelsen af, at du elsker dig selv kunne opstå og vokse i dig.”
Elsk dig selv: kom igang med disse 4 konkrete trin:
- Gør noget konkret. Mærk indad og mærk efter. Hvad kan du godt lide og hvad forbinder du med at udvise omsorg for dig selv? Er det at fordybe dig i en god bog? Er det måske et fodbad, en tur i sauna, at lytte til en afspænding, at putte neglelak på, på en tirsdag, at få en massage, at tilbringe timer med en tæt veninde eller noget helt andet. Skriv alle dine forslag ned og prioriter at udføre en af dem daglig i en periode.
- Styr dit fokus. At vælge dig selv til, betyder også at du vælger andet (eller andre) fra. I denne sammenhæng vil det sige, at du skal være bevidst om hvad og hvem du giver dit fokus. Spørg dig selv, får det troen på mig selv til at vokse eller mindskes? Følger du f.eks. sider på de sociale medier som forstærker spiseforstyrrelsen og din indre usikkerhed – vælg dem fra. Sammenligner du dig med dem omkring dig – stop, så godt du kan. På den måde lader du være med at dyrke idealerne som fastholder dig i illusionen om at det er det ydre der tæller.
- Vær stille. Afsæt lidt tid hver dag til at få kontakt til dit indre. Lyt til et stille stykke musik, mediter på dit åndedræt eller lyt til en afspænding. På den måde lærer du at forholde dig til dig selv på en anden måde end fra det ydre.
- Fokuser på dine indre kvaliteter. Læs bøger og blogs, lyt til podcasts, se TEDtalks eller opsøg fællesskaber hvor du kan finde inspiration til at fokusere på dine indre kvaliteter og ressourcer. Måske du ikke føler du selv har noget at byde ind med, men det har du! Lad dig inspirere og motivere til at forstørre dit eget indre lys!
Endnu en tanke om elsk dig selv:
Vækker ordet “elsk” for meget indre modstand, så erstat det med “værdsæt”. På den måde går det fra “elsk dig selv” til “værdsæt dig selv”. Det vigtige er at du kan relatere til udtrykket, så du får sat handling bag de fire ovenstående punkter.
Rom blev ikke bygget på en dag. Det gør et indre selvværd med fokus på andet end krop og udseende, heller ikke. Vær tålmodig og gør det så godt du kan. Skridt for skridt.
Vær(d) dig selv,
Kærligst Diane
Med den rigtige kontakt til din krop vil du lære at styre dit fokus. På den måde bliver du mere modstandsdygtig overfor de følelser og tanker der ellers holder dig fast i utilfredsheden og væmmelsen ved din krop og dig selv. Lær hvordan du styrer dit fokus og genskab kontakten til din krop, med mit onlineforløb Fra kropshad til kropsfred. Læs mere her